Sådan klarer du bakkerne
Højdemeter, teknik, træning og hvordan pokker læser man et kort?
Af Dahn
Bakker er en del af charmen ved at vandre i bjergene. De fører dig fra dalbunde til udsigtspunkter, pas og toppe – men de er også det, der måske mest afgør, hvor anstrengende en vandredag bliver (det samme gælder selvfølgelig, når du cykler, men for enkelhedens skyld bruger vi vandring som eksempel i denne artikel).
Derfor er det ikke nok blot at se på, hvor mange kilometer en vandretur er. Længden er endda en oplysning, der ofte mangler, når en kuperet vandretur beskrives. En dag på 12 kilometer kan være ret let eller rigtig krævende, afhængigt af hvor mange højdemeter du skal op og ned undervejs. Her får du begreberne forklaret og nogle enkle råd til at forvandle blodsmag i munden til en dejlig udfordring.
Hvad betyder højdemeter egentlig?
Når en vandretur angives som for eksempel 14 km og +650/-650 højdemeter betyder det, at du i løbet af dagen samlet går 650 meter opad og 250 meter nedad.
Det er altså ikke nødvendigvis forskellen mellem dagens laveste og højeste punkt. Hvis stien går 200 meter op, 100 ned, 300 op, 550 ned og derefter yderligere 150 op, har du allerede samlet 650 positive højdemeter og 650 negative højdemeter – selvom du ender i samme højde, som du startede i!
Det er derfor, højdemeter er så anvendelige, når man skal vurdere, hvor hård en vandretur er.
Som en meget grov tommelfingerregel:
- 0–150 højdemeter: meget let
- 150-300 højdemeter: forholdsvis let
- 300-600 højdemeter: middel udfordrende (klaret 330 højdemeter? Så har du besteget Eiffeltårnet!)
- 600–1200 højdemeter: en rigtig bjergdag
- over 1200 højdemeter: krævende for de fleste
Men tallet fortæller ikke alt. 600 højdemeter fordelt over en hel dag er noget helt andet end 600 højdemeter på en kort, stejl stigning. Underlag, varme, højde over havet og hvor meget du bærer spiller også en stor rolle. Og betegnelser som ”let” eller ”hårdt” skal tages med et gran salt: det afhænger helt af, hvor trænet du selv er. Vores 5 niveauer (nogle gange kaldet sværhedsgrader) bygger primært på højdeforskel, men justeres efter hældning, underlag og hvordan etaperne er fordelt over hele rejsen.
Og glem ikke nedstigningerne. De koster mindre på konditionen, men kan være desto mere anstrengende for lår, knæ og fødder. Træd ikke hårdt, men gå blødt med fjedrende knæ, så reducerer du risikoen både for overanstrengelse og for at glide.
💡Bland ikke højdemeter sammen med højde over havet. Højdemeter er, som sagt, den lodrette stigning, du tager. Højde over havet angiver placeringen af et bestemt punkt. Den oplysning har kun betydning, hvis den overstiger 2000 moh.: så kan den tyndere luft begynde at kunne mærkes, og kræfterne slippe lidt op. Hvor følsom man er over for det, er helt personligt, og det bliver lettere, jo længere tid man har akklimatiseret sig i højden.
Hvordan læser man et topografisk kort?
På et topografisk kort vises terrænets form med højdekurver. Hver linje forbinder punkter, der ligger i samme højde over havet.
Det vigtigste er faktisk meget enkelt: Jo tættere linjerne ligger, desto stejlere er terrænet. Jo længere der er mellem dem, desto fladere. På kortet kan du derfor få en væsentligt bedre fornemmelse af vandreturen end ved blot at læse distance og højdemeter.
Se især efter, hvordan dagens stigninger er fordelt. En lang række tætliggende højdekurver betyder, at du har en sammenhængende stejl stigning foran dig. Hvis højdekurverne i stedet ligger spredt, og stien snor sig opad, venter der sandsynligvis en betydeligt mere behagelig stigning.
En endnu enklere måde at forstå dagens terræn på er højdeprofilen, hvor ruten vises fra siden. Her kan du med det samme se, om dagens 700 højdemeter kommer som en lang stigning om morgenen, flere mindre bakker eller en solid afslutning, når benene allerede er trætte.
Du kan også hurtigt beregne højdeforskellen ved at tælle, hvor mange linjer stien krydser. Hvis forskellen mellem linjerne på dit kort er 50 meter, og stien krydser 10 linjer, kan du forvente 500 højdemeter. Praktisk!


Sådan går du effektivt opad i stejlt terræn
Den mest almindelige fejl på en lang opstigning er at starte for hurtigt. Det sker let, når lysten er stor, og målet frister. Når stien peger opad, stiger pulsen hurtigt, og et tempo, der føles godt de første fem minutter, kan blive dyrt en halv time senere.
Gå langsommere, end du tror. Find et tempo, hvor du kan blive ved længe uden at skulle stoppe. Korte, jævne skridt er mere effektive end store skridt. Gå ind i ”okse-mentaliteten”, som en gæst udtrykte det. Hvis du nogensinde har haft fornøjelsen af at gå med en bjergguide, er det slående, hvor langsomt disse topttrænede atleter faktisk går.
Nogle enkle tricks gør en stor forskel:
- Start roligt, og tab ikke modet, hvis det går trægt fra begyndelsen. Kroppen har brug for en opstartsfase på omkring 20 minutter, før den begynder at arbejde optimalt.
- Tag kortere skridt, når det bliver stejlt.
- Prøv at holde et jævnt tempo i stedet for at skifte mellem høj fart og mange stop.
- Stop, når du har lyst, men ikke for længe: mikropauser på 1-2 minutter er bedst. Så slipper kroppen for at skulle starte forfra.
- Brug hele foden, når terrænet tillader det, i stedet for hele tiden at gå på tæerne.
- Læn kroppen let fremad, men undgå at folde dig sammen i taljen.
- Brug vandrestave, hvis du kan lide dem. De giver et skub opad og kan aflaste benene nedad. De hjælper dig også med at finde en jævn rytme.
- På rigtig stejle partier kan det være lettere at gå i små zigzagbevægelser end lige op.
- Hav altid energi ved hånden: nødder, chokolade og selvfølgelig vand giver et tiltrængt boost. Spis dig bare ikke for mæt.
Som du sikkert har forstået nu, tager det tid at gå opad. En anden grov tommelfingerregel siger, at det tager 1 time at gå 500 højdemeter, ud over den tid distancen tager.
Og lad være med at konkurrere med andre. I bjergene bliver forskelle i naturligt tempo opad hurtigt tydelige. Det bedste tempo er det, du selv kan holde. Alle kommer op til sidst.
Sådan træner du før en vandrerejse i bjergene
Du behøver ikke bo i Alperne for at træne til en bjergvandring. Det vigtigste er at vænne kroppen til langvarig belastning og gentagne stigninger.
Almindelige gåture er et godt fundament, men før en rejse med mange højdemeter bør du supplere dem med bakker.
Har du en god bakke i nærheden? Gå op og ned flere gange. En trappe fungerer også, så sig nej tak til elevatoren. I fitnesscenteret kan et løbebånd med kraftig hældning eller en trappemaskine gøre det samme arbejde.
Prøv frem for alt gradvist at øge mængden. Begynd nogle måneder før rejsen, og byg både længden på gåturene og antallet af højdemeter op. I de sidste uger er det godt at gå nogle længere ture på flere timer, gerne to dage i træk. På en vandrerejse er det ofte netop kombinationen af mange timer og flere vandredage efter hinanden som kroppen skal vænne sig til.
Glem heller ikke nedstigningstræningen. At gå nedad belaster musklerne på en anden måde end at gå opad. Knæbøjninger, udfald og step-downs er enkle øvelser, der især styrker lår og balder.
Træn gerne med de sko og den dagsrygsæk, du agter at bruge på rejsen. Så vænner du både fødder og krop til udstyret, før den første vandredag.
Bakkerne er arbejdet værd
Højdemeter kan se afskrækkende ud på papiret, men behøver ikke være det. Med det rette tempo, lidt teknik og nogle ugers forberedelse klarer de fleste betydeligt mere, end de tror.
Og der er en grund til, at mange af verdens smukkeste vandreture indeholder en hel del opad.
De bedste udsigter ligger sjældent nede på parkeringspladsen.
